Danmark har gennem mange år været et foregangsland, når det drejer sig om ældrepleje. For det første har vi et yderst veludviklet sundhedsvæsen sammenlignet med andre EU-lande. Samtidigt har vi i mange år formået at skabe de rette rammer for producenterne af hjælpemidler. Udviklingen af nye hjælpemidler sker ofte via en kontinuerlig dialog mellem opfindere, købere og brugere.
Historisk set har køberen typisk være det offentlige i form af regionerne og kommunerne, som driver henholdsvis sygehusene og hjemmeplejen. Brugerne har så været patienter eller ældre, som er blevet boende hjemme. Der er imidlertid ved at ske et skift i markedet, hvor ældre i stigende grad selv køber deres hjælpemidler.
Analyser giver indikationer på kommende tendenser
Erhvervsstyrelsen lavede i 2009 en rapport, som tegnede et portræt af den danske hjælpemiddelbranche. Rapporten belyser flere interessante hændelser. For det første udgjorde privatmarkedet for hjælpemidler dengang kun 20% af det samlede marked. Det offentlige udgjorde 70%, og virksomheder de sidste 10%.
Flere og flere ældre oplever imidlertid, at de bliver bedt om selv at indkøbe eller betale dele af de hjælpemidler, som de har behov for. Årsagen hertil skal findes i den demografiske sammensætning af befolkningen. Over de kommende år vil antallet af ældre stige, hvilket sætter de offentlige udgifter under pres. Som følge heraf eksperimenteres der med forskellige ordninger, hvor brugerbetaling i større eller mindre grad indgår.
Tidligere har forhandlere af hjælpemidler udelukkende fokuseret på det offentlige marked. De ovenfor skitserede ændringer i markedet betyder, at vi nu ser en stigning i antallet af hjælpemiddelforhandlere, som specialiserer sig i handel med private. Et eksempel er Zealand Care, som i 2011 overtog Seniorland. Begrundelsen for opkøbet var netop, at man i stigende grad så, at salget blev flyttet fra det offentlige til det private marked.
Et andet eksempel er netbutikken LivetSomSenior, som udelukkende beskæftiger sig med privatmarkedet. Her har man på samme vis set, at ældre både kan og vil købe deres hjælpemidler selv. Mange finder ansøgningsprocessen for bevilling af hjælpemidler særdeles tung. Samtidigt koster mange af produkterne ofte kun nogle få hundrede kroner. Derfor vil både den ældre selv, og dennes pårørende, hellere selv afholde udgiften. Dermed får man også større indflydelse på præcist hvilket hjælpemiddel der skal købes, hvor kommunen ved bevillinger i høj grad kan diktere valget af både produkt og forhandler.
LivetSomSenior udtaler i den forbindelse, at det er nogle bestemte grupper af hjælpemidler der særligt interesserer ældre og handicappede. For det første købes der ofte basale hjælpemidler til badeværelset såsom støttegreb, toiletforhøjere eller badestole. Samtidigt ønsker pårørende en konstant vished om, hvor den ældre befinder sig, og om der er noget galt. Det har skabt en ny branche, hvor private virksomheder tilbyde overvågningsløsninger i form af tryghedsalarmer. En tryghedsalarm består i en enhed, som enten blot kan være en simpel lokationsangivelse med mulighed for tryk på en alarmknap, over til mere komplekse systemer, som monitorerer blodtryk og vejrtrækning. Sidstnævnte har tidligere været forbeholdt meget syge personer, og er generelt set blevet betragtet som hospitalsudstyr. Hele smartphone-bølgen og det store marked for den type løsninger knyttet til mobiltelefonen har imidlertid ændret den gængse opfattelse af hvornår, hvordan og i hvilken grad man må, kan og bør ”overvåge” pårørende.
Hvor er hjælpemiddel-branchen på vej hen?
Såvel forskere i den samfundsmæssige udvikling samt udviklere af hjælpemidler og velfærdsfremmende løsninger spår, at udviklingen indenfor hjælpemidler vil accelerere over de kommende år. Den store udbredelse af mobiltelefoner og andre enheder, som er forbundet til internettet, gør, at man i langt større grad end tidligere kan monitorere personer i realtid. Det kan både medvirke til offentlige besparelser, da sygdomme kan opdages tidligere i forløbet, ligesom det har en livsforlængende effekt.
Samtidigt forventes det, at det efterhånden vil blive betragtet som stadigt mere naturligt, at hjælpemidler er noget man selv indkøber. Undtaget herfra er dog redskaber særligt udviklet til personer, som lider af et handicap eller en funktionsnedsættelse. Det kræver ofte udstyr til en væsentlig anden prisklasse. Det er f.eks. ikke usædvanligt, at en kørestolsrampe til fast montering koster 5-10.000 kr., ligesom elektriske kørestole også repræsenterer store udgifter.
Skriv et svar